Ventilator

Ventilatoren i badeværelset kan tilstoppe. Problemet løses ved at afmontere den og rense ventilationskanal og ventilator. Dette påhviler den enkelte ejer. Det er vigtigt at den fungerer ordentligt for at undgå alvorlige problemer som følge af fugt.

Radio- og Tv-signal

Ejendommen er tilsluttet Tele Danmarks hybridnet, som individuelt føres op til de enkelte lejligheder fra et kabelskab placeret i bunden af hver køkkentrappe. Tilslutning hertil skal ske individuelt ved at indgå aftale med TDC om levering af én af de "pakker" der tilbydes.

Altaner

Selv om altanerne hører til den enkelte lejlighed påhviler vedligeholdelsen af dem ejerforeningen, idet de er en del af den fælles facade.

Læg ikke tæpper på din altan, det samler fugt som på sigt trænger gennem betonen og ødelægger jernarmeringen.

Har du altankasser, så se efter om de er ved at revne med risiko for at falde ned. Er altankasserne af plastic skal de bindes fast til gelænderet for ikke at blæse ned når de tørrer ud og bliver lette.

Franske altaner

Generalforsamlingen har i 2008 besluttet at der på ejendommens gårdside individuelt kan etableres franske altaner efter nærmere givne regler og bestemmelser. Regler og vejledning finder du ved at klikke her.